Spilhistorie

En samling af videoer om nogle af de vigtigste helt tidlige computerspil. Brug dem gerne som inspiration når du laver dine egne spil. Måske kan du lave en opdateret version af en af spillene eller bruge en af deres mange gode idéer?

Spillene på siden er fra 1962 til 1982. Det ældste er øverst, og det yngste er nederst.

Hvis du får lyst til at kigge på mere spil-historisk-materiale, kan du se mere i serien The video game years fra retrowaretv.com. På  Wikipedia kan du finde en tidslinie for arkade-spillemaskiner.

1962: Space War

Space War, verdens første computerspil fra 1962 på computeren DEC PDI-1. To spillere styrer hver deres rumskib der hele tiden trækkes mod en planet i midten af skærmen. Samtidigt forsøger de at skyde hinanden. Spillet er lavet på det tekniske universitet MIT af Steve Russel.

1967: Brown Box

Verdens første elektroniske spil til et amindeligt fjernsyn. Her i 1967 som prototypen “brown box” af Ralph Bear. Kom helt på prototypen og se den demonstreret her. Maskinen kom senere på markedet i 1972 som TV-spillet Odyssey.

Ralph Bear kaldes tit for computerspillets far. Han blev født i Tyskland i 1922 og døde i USA i 2014. Han var af jødisk afstamning, og måtte derfor flygte fra det nazistiske Tyskland til USA i 1936. Hør ham selv fortælle lidt om sig selv her.

1971: Computer Space

I 1971 kommer verdens første computer-spillemaskine Computer Space. Spillet er  inspireret af Space War fra 1962. Spillet blev ikke en succes fordi folk syntes, at det var for svært at spille. Husk på, at næsten igen mennesker dengang havde set et computerspil før.

1972: Odyssey

Første gang man kunne spille computer spil i private hjem. Spillemaskinen Odyssey fra 1972 lavet af amerikanske Magnavox. Her er to reklamefilm og klip fra et TV-program hvor en person fra Magnavox fortæller om hvordan Odyssey fungerer. Læg mærke til, at al grafikken stort set kommer fra gennemsigtige plastic-stykker man skal klæbe op på sin fjernsysskærm.

1972: Pong


Pong fra firmaet Atari kom som en spillemaskine i 1972 og blev en kæmpe succes. En af grundene til at det blev så populært var, at det var nemt af forstå hvordan det skulle spilles. Pong er kendt for sin korte manual “Avoid missing ball for highscore”.

1974:Tank


To spillere styrer tanks der prøver at skyde hinanden. Hver spiler har to joysticks ligesom på en rigtig tank. Spillet blev udgivet i 1974 af Kee Games (Atari).

1976: Sprint 2


Sprint 2 fra Amerikanske Kee Games (Atari) kom i 1976. To spillere kører racerløb med hinanden på en bane der er set oven fra.

1978: Space Invaders

Spillemaskinen Space Invaders tog verden med storm i 1978. Det var første gang man kunne skrive sit navn ind når man fik en high score. Spillet er lavet af det japanske firma Taito. Skærmen er sort/hvid, men der er installeret et halvgennemsigtigt spejl, der får det til at se ud som om billedet fra skærmen svæver over en planet. Rumuhyrene har fået en anden farve en spilleren ved at der er klæbet farvet celofan hen over skærmen de steder hvor rumuhyrene er.

1979:Asteroids

Asteroids fra 1979 er en af de største spilklassikere. Spillet har en vektor-skærm hvor alting er lavet af streger i modsætning til pixels (som firkanter) vi er vant til nu.

1980: Missile Command

Forsvar dine byer mod missiler. Skyd dem ned med laserkanoner. Du flytter dit sigtekorn med en track ball (En kugle). Spillet var kontroversielt fordi, det mindede mange om at man var midt i den kolde krig hvor man (i vesten) frygtede sovjetiske missilangreb. Spillet er lavet af amerikanske Atari.

1980: Pac-Man

Måske det mest kendte videospil nogensinde: Pac-Man fra 1980. Lavet at japanske Namco.

1981: Donkey Kong

Donkey Kong fra 1981 er fantastisk. Som noget helt nyt, havde Donkey Kong flere  forskellige baner. Udgivet af japanske Nintendo som oprindeligt lavede spillekort og legetøj. Kæmper med Pac-Man om at være det mest kendte spil.

1981: Frogger

Endnu en af de helt store klassikere. Japanske Sega udgav Frogger 1981. Styr frøen over vejen og floden for at komme tilbage til hjemmene øverst på skærmen. Spillet er et godt eksempel på en trend i de tidlige 1080’ere hvor spil skulle være ikke voldelige og søde. Burger Time er et andet virkelig godt spil i genren.

1982: Robotron 2084


I Robotron 2084 af amerikanske Midway, er man en soldat i en fjern fremtid. Spilleren forsøger at redde civile fra onde robotter. Man bruger to joysticks på en gang når man spiller. Med det ene joystick styrer man soldaten, mens man med det andet joystick skyder til den side man bevæger joysticket i. Spillet er enormt hurtigt med hypnotiserende grafik. Nok en af de mest intense spil nogensinde.